Photoworks

by Christiane Nico

Som ung var jeg vild med at tage sort/hvid billeder med mit Nikon spejlrefleks kamera og lod mig fortrylle ved magien i mørkekammeret, når et billede tonede frem på det hvide papir.

I 9. klasse var jeg i praktik hos fotograferne Mona og Ole i Bjerringbro og her lærte jeg blandt meget andet at bruge mine hænder til at ændre belysningen på dele af det hvide papir under forstørrelsesapparatet. Jeg lærte også at bruge en skalpel til at retouchere støvkorn væk.

I dag tager jeg billeder med min smartphone eller mit Canon 6D. Mørkekammeret er erstattet med digital fremkaldelse i fuld dagslys. Farver korrigeres eller fjernes helt, lys og skygger justeres og nogle gange bruges digitale filtre til at kontrollere skarpheden.

For tiden arbejder jeg på en serie billeder af den vestjyske natur og håber en dag at kunne vise dem i glas og ramme.